Obton i giganthandel - køber italienske solcelleanlæg for 4 mia. kr.

Obton har i foråret 2022 overtaget en portefølje på 144 operationelle solcelleanlæg fordelt over hele Italien. ”Handlen er vores største til dato og bringer os op i en helt ny liga i solbranchen,” fortæller CEO Anders Marcus.

Obton investerer i solenergi på vegne af danske investorer, og det har senest resulteret i en stor milliardhandel i Italien, som Mikkel Berthelsen, EVP, Chief Acquisition Officer og hans afdeling har stået i spidsen for.

”Det er en af ​​de vigtigste handler, der er gennemført på det italienske solmarked i 2022, og vi er selvfølgelig ekstremt stolte over, at vi er kommet i mål med den. Processen har været lang, og vi har virkelig knoklet for at få alt på plads. Heldigvis har vi også et hold af dygtige medarbejdere og samarbejdspartnere i Italien, der har hjulpet os over målstregen,” siger Mikkel Berthelsen.

Porteføljen består af 144 solcelleanlæg spredt ud over hele Italien. Anlæggene har allerede været i drift i op til 10 år, og nu ønsker Obton at øge anlæggenes produktion gennem en omfattende investering i opgradering af teknologien og komponenterne.  

Todelt businesscase

Ifølge Mikkel Berthelsen står businesscasen på to ben.

”For det første vi vil opgradere alle de anlæg, hvor det giver mening. Solcelleteknologien har ændret sig meget de seneste ti år, og modulerne er blevet meget mere effektive. Derfor vi vil udskifte mange af de gamle solcellemoduler med bifacial moduler, der kan udnytte solindstråling fra både for- og bagside, eller sætte såkaldte trackere op, så solcellemodulerne kan følge solens bane hele dagen. Vi estimerer, at det vil komme til at øge produktionen med op til 22 pct.,” fortæller han og fortsætter.

”Det andet ben i businesscasen går ud på, at vi har lavet en omfattende refinansiering og selskabsmæssig omstrukturering af hele porteføljen. Tilsammen gør det, at vi nu står med til et meget attraktivt aktiv – især for vores investorer,” fastslår han.      

Handel med store perspektiver

Når Obton indgår en handel i denne størrelse, er det noget, der vækker international genlyd i solbranchen. Derfor har handlen også stor betydning for Obtons fremtidige muligheder i markedet, vurderer Obtons CEO Anders Marcus.

”Med den her handel er Obton rykket op i superligaen. Vi sender et stærkt signal ud i branchen om, at vi både har midlerne og kompetencerne til at lave komplekse transaktioner i milliardklassen. Det lover godt for fremtiden og passer som fod i hose med vores ambitiøse vækststrategi,” lyder det fra den administrerende direktør. 

Impact-fond ejer porteføljen

Hele den italienske portefølje er købt ind til Obtons store Impact-fond, der blev fuldtegnet tidligere i 2022. Impact-fonden har knap 1.500 danske investorer, som har skudt 2,6 mia. kr. ind i fonden. Inklusive lånefinansiering har fonden indtil videre indkøbt solcelleprojekter i ti forskellige lande for mere end 12.2 mia. kr.

 

Fakta om den nyindkøbte portefølje:
  • Porteføljen består af 144 italienske solcelleanlæg placeret i 15 forskellige regioner
  • Anlæggene er placeret på jord, tage og drivhuse og blev sat i drift i årene fra 2009-2013
  • Opgraderingen af anlæggene forventes at være færdig i første halvår af ​​2023 og vil føre til en forventet produktionsforøgelse på 22 pct.
  • Alle solcellemoduler eller andre komponenter, der bliver taget ned, bliver genbrugt andre steder eller solgt
  • De gældende tariffer (statsgaranterede strømpriser) på 0,33 EUR/KWh udløber i 2031. Herefter skal strømmen sælges via PPA’er eller på det frie el-marked

Obtons første danske solcellepark får grønt lys af Skanderborg Kommune

Byrådet i Skanderborg Kommune har netop godkendt etableringen af Østerskov Solenergipark mellem Låsby og Galten. Solcelleparken er en vigtig milepæl for Obton A/S, der har flere danske solprojekter på vej.

Obton-investorer bliver medejere af et af Europas største batteriprojekter

Battery Storage er i øjeblikket en meget eftertragtet investeringsmulighed blandt danske investorer.

Obton vinder tarif til to nye solprojekter i Irland

Obton er netop blevet tildelt kontrakter på to solprojekter via den irske støtteordning Renewable Electric Support Scheme (RESS 3).

Obton rykker ind på det svenske solmarked

Sammen med en stærk, svensk partner har Obton netop sikret sig rettighederne til at opføre sin første solcellepark i Sverige. Samarbejdsaftale om flere energiprojekter er på plads.