Investorer siger ja til fusion med Renewable Energy Company
Efter mere end et års forberedelser er der nu givet grønt lys til fusionen ind i Renewable Energy Company A/S. På ekstraordinære generalforsamlinger i slutningen af september stemte investorerne i Fond 1, Stabil og Impact-fonden ja til en fusion mellem de tre fonde, der vil få tilført aktiver og udvalgte kompetencer fra Obton A/S.
Det betyder, at fusionen til Renewable Energy Company A/S nu kan gennemføres, og at parterne kan tage hul på næste fase: at samle kræfterne i et fælles, integreret energiselskab.
“Afstemningen viser, at investorerne har samlet sig om en fælles vej frem. Vi har valgt selv at tage styringen med vores investeringer, og nu kan vi fokusere på at skabe forbedringer og sikre en solid, stabil forretning. Grundlaget er lagt, forberedelserne er gjort, og vi er klar til at begynde med det samme,” siger Michael Nymann Nilsson, bestyrelsesformand for Obton Solenergi Master Impact A/S.
Samler det hele i ét selskab
Renewable Energy Company får en portefølje bestående af solcelleparker og energiprojekter på tværs af primært Europa og Japan og samler aktiver, kompetencer inden for drift og administration samt finansiering i ét selskab. Ambitionen er at skabe et selskab med stærkere forhandlingskraft, større robusthed og bedre muligheder for driftsoptimering og værdiskabelse.
“Det er utrolig positivt at opleve den brede opbakning fra investorerne i alle tre fonde. Når vi samler kræfterne i ét selskab, får vi nye og bedre muligheder på et marked, der i dag kræver noget andet, end det vi så, da fondene oprindeligt blev stiftet. Jeg ser frem til, at vi i fællesskab kan realisere potentialet og skabe en stærk og fremtidssikret virksomhed,” siger Sandra Grauers Nilsson, der får rollen som CEO for Renewable Energy Company.
Sandra Grauers Nilsson er hentet ind til netop at drive det nye selskab og kommer til med mange års erfaring fra betydelige ledende roller hos det store svenske energiselskab Vattenfall og senest fra rollen som CEO i energilagringsselskabet Eku Energy. I Renewable Energy Company får hun i ledelsen selskab af CFO Søren Strøm, der har stor erfaring fra en række CFO-poster i virksomheder som Inpay, Stibo Group, Simcorp og Maersk Line foruden en lang karriere som partner i EY.
Renewable Energy Company kommer til at råde over energiparker med en samlet kapacitet på ca. 1,2 GW og en organisation bestående af 150 fuldtidsansatte medarbejdere fordelt på kontorer i syv forskellige lande.