Finanstilsynet afslutter sag mod Obton Forvaltning
Finanstilsynet har meddelt Obton Forvaltning A/S, at samtlige af de 10 påbud, som selskabet modtog i april i forbindelse med tilsynets ordinære inspektion, nu anses for fuldt efterlevet. Dermed kan opfølgningen på inspektionen betragtes som afsluttet.
Påbuddene blev givet i relation til FAIF-lovgivningen, og Finanstilsynet har blandt andet set på Obton Forvaltnings håndtering af interessekonflikter, due diligence-aktiviteter og øvrige processer i forbindelse med vurderingen af investeringer.
”Vi er meget tilfredse med, at Finanstilsynet nu vurderer, at alle påbud er efterlevet. Det er resultatet af et intensivt og grundigt arbejde internt i Obton Forvaltning og samtidig et udtryk for den gode og konstruktive dialog, vi har haft med Finanstilsynet gennem hele processen,” siger Søren Strøm, CEO i Obton Forvaltning.
Fortsætter arbejdet med ny strategi
Forløbet har styrket selskabets interne processer og skabt klarhed over, hvordan regler og krav skal efterleves fremover. Samtidig fortsætter Obton-koncernen arbejdet med de strategiske skridt, der skal føre frem mod etableringen af energiselskabet ReCo – et integreret energiselskab skabt gennem en fusion af tre fonde og aktiver, der hidtil har været forvaltet af Obton Forvaltning. Efter planen får ReCo tilført udvalgte kompetencer og ressourcer fra Obton A/S.
Som tidligere meldt ud er der igangsat en proces, hvor Obton Forvaltning gradvist afvikles, i takt med at de fonde, der ikke indgår i ReCo, overdrages til en ny forvalter. Finanstilsynets afgørelse skal naturligt ses i lyset af, at selskabet er på vej til at lukke ned, hvilket har været en del af præmissen for den samlede vurdering af, at påbuddene er håndteret tilfredsstillende.
”Det betyder meget for os, at vi har fået sat punktum for opfølgningen på tilsynets påbud. Nu kan vi se fremad og fokusere på at skabe de bedste rammer for investorerne gennem det nye setup. Med ReCo tager vi et afgørende skridt ind i næste fase, hvor vi samler kræfterne og bygger en stærk og fremtidssikret platform,” siger Søren Strøm.
Det er fortsat op til investorerne i de tre fonde, om de ønsker at danne ReCo. Det afgøres ved en afstemning i forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling.