Solenergi sætter prisrekord - billigste energiform i historien

Prisen på solenergi er faldet markant, så den produktionsform nu er den økonomisk mest fordelagtige. Det gør samtidig investering i solenergi yderst interessant. 


Solenergi har taget et stort skridt i kampen om at blive fremtidens foretrukne produktionsform, når det kommer til levering af strøm.

Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) har solenergi nu den laveste produktionsomkostning pr. megawatt. Det fremgår af den seneste udgave af den indflydelsesrige energirapport World Energy Outlook.

Ifølge den er solenergi faldet med 20-50 pct. i omkostninger siden 2019, hvilket hovedsageligt skyldes, at man i den seneste udgave har set anderledes på kapitalomkostningerne end tidligere. Vedvarende energi mødes i mange regioner af attraktive støtteordninger, og det har man valgt at indregne på en ny måde.

Det har tippet regnskabet i solenergiens favør.

“Solenergi kan blive den nye konge på markedet for produktion af strøm,” lød det i den forbindelse fra Fatih Birol, der er adm. direktør i IEA.

Udviklingen er samtidig også et resultat af, at det er blevet langt billigere at producere de paneler, der skal opsamle solens energirige stråler.

Udviklingen boomer

Siden 2000 er prisen på panelerne faldet med 96 pct. i pris, hvilket er den største omkostningsreduktion på tværs af alle teknologier til udvinding af energi.

“Det er en udvikling, der virkelig har boomet. Teknologien har udviklet sig, produktionen er sat i stor skala, og det har presset priserne ned. Det betyder, at solceller stort set kan klare sig uden tilskud, og at de i dag leverer de billigste kilowatt-timer,” siger formand for Dansk Solcelleforening Flemming Vejby Kristensen.

Prisen pr. megawatt svinger fra region til region, men de nyeste anlæg producerer i gennemsnit set over hele anlæggets levetid for mellem 35 dollars og 55 dollars pr. megawatt-time i de største markeder i USA, Europa, Kina og Indien.

For bare fire år siden var det tilsvarende tal over 100 dollars, og går man et årti tilbage var prisen over 300 dollars. Til sammenligning er prisen på kul 55-150 dollars, mens den ligeledes politisk støttede vindenergi ligger en anelse højere end sol.

Det svinger dog kraftigt fra region til region.

Billigere i fremtiden

Under alle omstændigheder stopper fremgangen for solenergien formentlig ikke her.

“Teknologien bliver endnu billigere i fremtiden. Man producerer på en helt anden måde i dag og i en helt anden skala med robotteknologi. Derfor stiger effektiviteten hele tiden, og man bliver i stand til at presse mere og mere effekt ud af panelerne,” fortæller Flemming Vejby Kristensen.

Han har selv sat flere end 1.000 solcelleanlæg op. De første byggede han i midten af 1990’erne, og de kører stadigvæk godt 25 år senere.

“Solcelleteknologien er generelt meget pålidelig. Hvis kvaliteten er i orden, så har solceller en meget lang levetid,” siger Flemming Vejby Kristensen.

Se video  om solcellers holdbarhed med Flemming Vejby Kristensen

Mere og mere efterspurgt

Den prismæssige stærkt konkurrencedygtige solcelleteknologi står i IEA’s nye hovedscenarie for fremtidsudsigterne til en markant fremgang i 2040.

Her venter man nu 43 pct. højere produktion fra solpaneler, end det var tilfældet for bare to år siden. En stigning, der er direkte relateret til, at solenergi er billigere at producere, end man hidtil har beregnet.

“En investering i solceller er en investering i produktion af grøn strøm, og det er en vare, der vil blive mere og mere efterspurgt. Det er svært at se, hvad der skulle afløse elektricitet som energikilde. Så der er spændende perspektiver i solceller, og det kan man også se, at eksempelvis pensionsselskaberne har opdaget,” siger Flemming Vejby Kristensen.

Et grønt aftryk og et interessant afkast

Hos Obton mærker man i høj grad også, at solenergi er blevet en effektiv produktionsform.

“For flere og flere investorer har det fået betydning, at de med deres investeringer kan gøre en forskel for kloden og klimaet samtidig med, at de sikrer sig et solidt afkast. Med investeringer i solceller får man netop det. En teknologi, som bare bliver bedre og billigere, og som gør en betydelig forskel for den grønne omstilling samtidig med, at den giver et interessant afkast,” siger investeringsdirektør og partner i Obton Oliver Peters.

Gør som pensionsselskaberne og diversificer din portefølje med unoterede aktiver

Ny rapport fra brancheforeningen F&P viser, hvordan unoterede aktiver skaber værdi for forsikrings- og pensionsselskaberne. Få inspiration til, hvordan du selv kan kopiere strategien her.

Solenergi: Sådan optimerer vi driften ved hjælp af data og digitale værktøjer

Med intelligent brug af data og nye innovative teknologier i baglommen arbejder Obtons tekniske specialister kontinuerligt på at optimere driften.

3 grunde til at projektrettigheder er en interessant investering

Værdiskabelsen er stor, når et nyt energiprojekt er udviklet helt frem til byggestart. Det er svært at nå dertil, men når det lykkes, er det en attraktiv og efterspurgt vare.

Eksplosiv vækst i solenergi kræver hurtig udrulning af lagringsteknologi

Nye tal viser, at EU-landene installerer ny solkapacitet hurtigere end nogensinde før. Men det kræver samtidig langt mere lagringskapacitet for at udnytte den producerede energi optimalt, lyder det fra Det Europæiske Miljøagentur.