Med nyt opkøb vil Obton fremme crowdfunding af solcelleparker
Pressemeddelelse:
Obton har købt medejerskab i hollandsk firma, der har specialiseret sig i at crowdfunde solcelleparker.
”Vi tror på, at crowdfunding er én af fremtidens finanseringsformer af grøn energi. Den fremtid vil vi gerne være del af.”
Sådan lyder ordene fra Anders Marcus, CEO hos Obton, der netop har bekendtgjort købet af 20 procent af et hollandsk firma, der har specialiseret sig i crowdfunding af solcelleparker.
Firmaet, ved navn ZonnePanelenDelen, står bag en online platform, der indtil nu har formidlet investeringer i solcelleparker, såkaldte solobligationer, til over 6400 investorer – typisk helt almindelige borgere, der bor i nærheden af den solcellepark, de investerer i.
”Med en investering i en solcellepark, låner borgeren et beløb til parken. Herefter får man løbende udbetalt udbytte, når strømmen sælges. Og i slutningen af solcelleprojektets løbetid, får man sit lån tilbage. På den måde støtter borgeren op om den grønne omstilling– og tjener penge på det. Det er en fantastisk mulighed for at demokratisere den grønne omstilling og få lokalt ejerskab af et lokalt projekt,” fortæller Anders Marcus.
Populært produkt
Senest har Obton og ZonnePanelenDelen arbejdet sammen om en solcellepark i byen Uden, hvor der igennem crowdfunding-platformen blev rejst 750.000 EURO af lokale borgere, der dermed stod for finansieringen af en mindre andel af parken.
ZonnePanelenDelen har eksisteret siden 2014 og har siden da formidlet solobligationer i over 250.000 solceller, fordelt over 90 projekter, fortæller direktør Sven Pluut:
”Vores online platform giver den enkelte borger mulighed for hurtigt og nemt at investere i en solcellepark nær dem selv. Folk kan investere fra kun 25 euro og derefter følge produktionen live via en app. Det er et meget populært produkt, som vi oplever en stigende interesse omkring. Når kommuner etablerer solcelleparker i Holland i dag, ser vi flere og flere, der har et ønske om, at en del af parken skal finansieres via crowdfunding.”
Både ZonnePanelenDelen og Obton ser frem til det tættere samarbejde, lyder det.
”Crowdfunding af solcelleparker er allerede stort i Holland, og vi glæder os til at gøre brug af metoden ved endnu flere projekter. Det er en del af en større tendens, hvor vi ser flere og flere borgere, der ønsker at engagere sig i den grønne omstilling – og som oplever en glæde over at kunne gøre en forskel helt lokalt,” lyder det fra Anders Marcus.
Om ZonnePanelenDelen
ZonnePanelenDelen er den største uafhængige finanseringspartner af solcelleparker i Holland. Har siden 2014 formidlet investeringer til over 6400 investorer i over 250.000 solceller, som til dato har produceret over 67 mio kwh. Er p.t. involveret i 90 solcelleprojekter. Modtog i 2016 FNs ”Momentum for Change Award” for deres innovative finansieringsmetode.