‹ TilbageVerdens Stoerste

Verdens største solanlæg indviet – og kritiseret

Et imponerende stort solenergianlæg blev i februar måned indviet i Californien, USA. Solenergianlægget er med sin produktionsevne på 392 MW, svarende til strømforbruget i ca. 140.000 husstande, verdens største. Teknikken bag anlægget er dog både dyrere og mere kompliceret end i de populære solcelleanlæg, og eksperter anser derfor allerede nu anlægget som forældet.

Ivanpah er navnet på verdens største solenergianlæg, der optager 14 km2 af Mojave-ørkenen ikke langt fra millionbyen Las Vegas. Ivanpah-anlægget er kommet til verden i et samarbejde mellem energiselskaberne NRG Energy, Inc. og BrightSource Energy samt Google, og konstruktionen har været fire år undervejs.


Solenergianlæggets produktion blev under stor bevågenhed igangsat den 13. februar 2014, og anlægget, hvor omtrent 350.000 spejle på størrelse med garagedøre reflekterer solstrålerne op mod tre enorme tårne, er et imponerende syn.

 

>> Se DR’s billedserie i forbindelse med tilslutningen af Ivanpah 

 

Kompliceret og dyr teknologi 

Her en måned efter tilslutningen af anlægget er der dog ikke forventninger om flere anlæg af samme type. Anlægget fungerer nemlig som et termisk system, hvor solstrålerne via spejle reflekteres og koncentreres mod tre 40-etagers høje tårne, hvor solstrålerne opvarmer vand til temperaturer omkring 500 grader og således frembringer damp.

 

Denne damp driver generatorerne placeret i de tre 40-etagers høje tårne, hvormed der skabes strøm. Denne teknik er både mere kompliceret og dyrere end såkaldte PV-plants (solcelleanlæg), hvor solstrålingen indfanges af solceller og omdannes direkte til strøm.

 

>> Læs mere om kritikken af det termiske system her

 

Vækst i solcelleanlæg

De seneste år har der således været vækst i fremstillingen af solenergi via solceller, mens det termiske system er mindre populært. Dette skyldes bl.a. faldende materialeomkostninger på solcellepaneler og statslige tilskud til den grønne energiform.

 

Der er i øjeblikket bl.a. et enormt solcelleanlæg på vej i nærheden af Ivanpah, der, trods samme pris, forventes at producere hele 1,5 gange mere energi end Ivanpah-anlægget. Det nye solcelleanlæg, der bliver verdens største af sin slags, forventes at påbegynde produktionen ved udgangen af 2015.

 

Der er dog allerede nu en lang række solcelleanlæg, der benytter netop denne teknologi, og hos Obton A/S er der stor erfaring med investering i netop denne energiform.

 

>> Læs om Obtons aktuelle investeringsprojekter